Varemærke

Tid er sikkerhed

2017-07-03

Vi vil helst have godt vejr når vi sejler.

Et af de værste blæsehuller i Middelhavet er Golfe du Lion, hjørnet længst oppe i nordvest mellem Frankrig og Spanien. Her kan man risikere at møde både de frygtede vinde Mistral og Tramuntana, men andre vejrfænomener kan også give vind, som de fleste vil undgå. I 2008 sejlede vi for første gang strækningen fra Marseille til Barcelona og vi havde 24 fantastiske timer på havet.

"Men det tog os næsten tre døgn," fortalte en tysk båd et par dage efter vi kom frem. "Vi havde blæsevejr, modvind og gigantiske bølger. Min familie vil ikke sejle længere."

"Havde du ikke checket vejrudsigten inden I sejlede?" spurgte jeg, da vi hyggesnakkede på molen.

"Vejrudsigten?" Han fik et ansigtsudtryk, som om jeg havde spurgt om han havde en levende ko stående på dækket.

Vejret er i øjeblikket ikke det bedste.

Nu ligger vi i Nordspanien og skal sejle en tre-fire døgn over Biscayen til Frankrig eller England. Vejret er selvfølgelig altafgørende for om vi får en god tur eller ej, og de 3-400 sømil kan sagtens sejles på en god vejrudsigt. Ofte er forskellen på en god eller dårlig vejrudsigt, og dermed en god tur, kun et par dage.

Lige nu er vi forsinkede, for et problem med motoren har tvunget os til at ligge stille i La Coruña og vente på en reservedel. Selvom vi er sene, er det alligevel vejret som bestemmer hvornår vi vil sejle. Det er ikke en tur med modvind, vand som skyller ind over cockpittet og søsyge børn, vi vil huske som vores sidste havtur denne gang. Når man har lidt dårlig tid, er det let at man tolker vejrudsigten til noget mere positivt, end den egentlig er.

Selvom vi nu har travlt, skal vejret være i orden. Vi kan risikere at komme ud i noget, som vi ikke kunne forudse, og så er det som det er. Men der er ingen grund til at planlægge efter dårligt vejr. Vi vil gerne have, at hele familien stadigvæk har lyst til at sejle i mange år fremover.

//Thomas Veber

Vindstille kan også være dårligt vejr, men det foretrækker vi frem for en kuling. 

Share |

New ShipShape A/S • Rungsted Havn 1 • 2960 Rungsted Kyst • Tlf. +45 45 86 85 00 • Fax +45 45 86 85 60 E-mail: info@shipshape.dk
Delbetalning
X